Politimand fra Hvidovre hædret med særpris
Politiassistent Rud Ellegaard, der gennem 30 år har arbejdet med særlig udsatte skæbner på Vesterbro, hyldet med “Tine Bryld-Pris”
Tine Bryld Prisen er gået til Værestedet Muhabet, der får mulighed for en støtte på op til kr. 450.000 til deres arbejde. Særprisen på kr. 50.000 er blevet overrakt til den 54-årige politiassistent Rud Ellegaard for hans utrættelige arbejde gennem 30 år med udsatte skæbner på Vesterbro hvor han har ydet en særlig personlig og professionel indsats på det sociale område i sit erhverv som lokalbetjent på Vesterbro blandt hjemløse, stofmisbrugere og prostituerede. Ellegaard er bosat på Strøbyvej i Hvidovre, men har sit daglige virke ved lokalpolitiet på Vesterbro. Helle Degn, formand for Foreningen for Tine Bryld Prisen, giver Rud Ellegaard følgende ord med på vejen: - Han har gået sine egne veje, brugt sit eget sprog og væsen, og dermed repræsenterer han et stærkt, flot eksempel på den relationsopbyggende pædagogik i forhold til borgerne på Vesterbro, som netop har brug for tillid og nogen, som kommer dem i møde og forstår den tunge bagage, de netop er lastet med på deres svære vej igennem livet. Foruden pengebeløbet har prismodtagerne også fået overrakt Tine Bryld Prisens unikke statuette, som er skabt af Leif Sylvester.