"Kære sagsbehandlere..."
Bestyrelsen i foreningen Syg i Haderslev sender dette åbne brev til sagsbehandlere og andre medarbejdere på Jobcenter Haderslev
Bestyrelsen i foreningen Syg i Haderslev skriver dette åbne brev til medarbejderne på jobcentret. De skriver:
"Kære sagsbehandlere m.fl. på Jobcenter og Ydelseskontor.
Selvom vi er bevidst om, at I er af en anden overbevisning, så skal I vide, at foreningen ?Syg i Haderslev?, ikke er sat i verden for at genere jer. Faktisk var visionen en helt anden. Vi har aldrig haft en skjult dagsorden, og har derfor fra dag et efterspurgt den konstruktive dialog med jer, fordi vi ved, at det er bedre at tale med folk end til og om folk. Vi er blevet mødt som modstandere hele vejen, hvilket logisk medfører envejskommunikation fra begge parter.
Vores vision er, at vi vil hjælpe vores medlemmer, som oplever at blive drænet for den sidste lille rest af ressourcer, når man er syg, fordi de konstant skal kæmpe mod systemet. Vores vision er, at vi gør opmærksom på fejl, som vi støder på, så fejlene kan blive løst. Vi har i fælleskabets navn opfordret til, at vi sammen med jer udarbejder procedurer, så disse fejl undgås i fremtiden.
Visionen var også at danne et forum, hvor folk kunne møde ligesindede og komme af med deres frustrationer, og det er lykkedes fuldt ud. Vi ville ønske, at I så hvad vi ser: Borgere der bryder grædende sammen, borgere der er ude af sig selv af frustration - men borgere der trods dette samarbejder og møder op hos jer, ved lægen, på sygehuset, hos ekstern aktør, i arbejdsprøvning - ja listen er lang over hvad de skal trækkes igennem.
Ingen af jer begår fejl med vilje - det ved vi godt - vi ved også, at det ikke kan undgås at der begås fejl. Vi ved i er pressede, det gav i udtryk for i jeres åbne brev for godt et lille år siden - inden ?Syg i Haderslev? overhovedet var dannet. De fleste bider fra sig, hvis de bliver presset nok.
Vi har mere til fælles end i regner med - vi ønsker ligesom jer den bedste sagsbehandling for borgerne på Haderslev Jobcenter. Vi gør opmærksom på jeres fejl - det kan ingen vel fortænke os i? ? men vi har altid forsøgt at gå den pæne vej, uden om aviser og medier. Vi er gået direkte til jer, med de fejl vi oplever.
Desværre kan vi ikke sige det samme om jeres ledelse, vi har et utal af gange måtte stå på mål i medierne fra såvel direktionen som politikkere. Det var så nemt for dem, hvis foreningen kunne bruges som dække over alt det der notorisk ikke fungerer på JC, men det er ikke foreningens fejl, at der gang på gang bliver sendt personfølsomme oplysninger til forkerte borgere, eller de mange gange vi oplever at lovgivningen ikke bliver overholdt - f.eks at man bevidst undlader at informere borgene om deres ret til at søge paragraf 34.
Kære alle sagsbehandlere og andre ansatte - I har vores dybeste medfølelse, og det er synd I er så pressede og at det eneste der ledelsesmæssigt og politisk bliver fokuseret på er ?Syg i Haderslev? - vi arbejder mod det samme mål som jer: God og anstændig sagsbehandling af Haderslevs borgere.
I må kunne glæde jer over, at I har jeres ytringsfrihed og kan få henvendelser bragt i såvel udvalg, økonomiudvalg som Byråd og ikke mindst i områdets næsten værende monopolavis, når I beder om det. Syg i Haderslev bliver derimod frataget deres grundlovssikrede ytringsfrihed ? uden at dagspressen reagerer. Vi kan ikke skrive direkte til nogen som helst i kommunen ? heller ikke til politikerne ? og samtlige ansatte i kommunen bliver nu kontrolleret for, om de skriver til os, så deres ytringsfrihed forsøges også stækket. Vi har nu aldrig modtaget en mail fra en ansat, så det er også spild af tid, ligesom de øvrige tiltag af lidet professionel karakter.
Vi håber I indser, at vi ikke er sat i verden for at genere eller chikanere jer - men alene for at hjælpe klemte borgere i systemet.
Lad os sammen arbejde mod fælles mål, men det kræver altså, at vi mødes og taler sammen"
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Forening Syg i Haderslev.