Fortsæt til indhold

EMS forlænger med Ib P

Efter tre sæsoner med medaljer har Esbjerg Motorsport Elite forlænget samarbejdet med holdleder Ib Pedersen, der glæder sig over at fortsætte i en klub, som fortsat udvikler sig voldsomt.

Arkiv
Arkiv

To guldmedaljer og en sølvmedalje er den flotte høst over de seneste tre sæsoner af fire, hvor Ib Pedersen har været holdleder i Esbjerg Motorsport, og i den kommende sæson er han igen manden, der skal stå ved roret. Det glæder den erfarne holdleder, som ser frem til at fortsætte i en klub i stor udvikling.
"Vi har et rigtigt spændende hold med en stærk stamme, og jeg ser frem til at arbejde videre med dem i det omfang, vi kan holde på dem. Vi går helt klart efter at køre videre med mange af de samme, og på samme tid er Esbjerg Motorsport en af de mest spændende klubber uden for banen. Vi har ligaens suverænt højeste tilskuertal, Esbjerg Kommune bakker stærkt op, og der er hele tiden nye spændende tiltag. Jeg har da haft tilbud fra et par andre klubber, men jeg har det rigtigt godt i en professionel klub, hvor vi er kommet langt på fire år. Nu går vi efter guldet igen, og jeg ser frem til at løfte den opgave," fastslår Ib Pedersen, der på vegne af direktionen i Esbjerg Motorsport Elite suppleres af pressechef Lars Guldager Dyhr:
"Vi er meget tilfredse med at kunne forlænge aftalen med Ib Pedersen, der har været synonym med den sportslige fremgang, vi har oplevet i de seneste sæsoner. Han er en stærk og dreven taktiker, og selvom der er en række stærke emner, der har budt sig til, så har vi aldrig været i tvivl om, at han er den rigtige mand. Som Ib Pedersen selv påpeger, så går vi efter at få mesterskabspokalerne hjem igen efter denne sæson, og derfor har han nu til opgave at samle et stærkt hold. Vi går efter endnu en sæson, hvor vi udvikler os både kommercielt og sportsligt, og i de bestræbelser er Ib Pedersen en nøglefigur."
Blandt de forbedringer Esbjerg Motorsport kan se frem til i vinterpausen er udvidelse af klubhus/lounge samt ny ryttergård med internationalt format.