Science-invasion ved rådhuset
Hvordan ser et kloaksystem ud indefra, hvad sker der i København, når der er skybrud, og hvordan laver man vedvarende energi via solceller? Det var nogle af de spørgsmål, elever fra Hvidovres folkeskoler fik svar på i løbet af sidste uge
Elever forårsagede skybrud
Undervisningen tog udgangspunkt i et stort spil - Stjerneløbet - der indeholdt forskellige spørgsmål eleverne skulle svare på ved at gennemføre en række praktiske opgaver. “Ad hvor ulækkert” lød det, da eleverne kravlede gennem et kæmpe toilet, der var sat op, så eleverne kunne opleve, hvordan vores kloaksystem fungerer, og hvorfor man ikke må smide bleer, bind og vatpinde i toilettet. Eleverne skulle også lave et skybrud over en model af Københavns kloaksystemer, så eleverne kunne undersøge, hvilke områder i København der først blev oversvømmet. - Det er rigtigt sjovt at være her. Vi har lært en helt masse om klima, vand, kloakker og klimatilpasning, men der er virkelig ulækkert derinde, sagde Freja, der går i 4. klasse på Langhøjskolen, mens hun pegede på det kæmpe toilet, hun lige havde kravlet igennem og fortsætter; - Der var bleer, vatpinde, vat og kondompapir som ikke må smides i toilettet. Ca. 600 elever har i løbet af uge 43 været igennem det tre timer lange undervisningsforløb foran rådhuset for at lære om vedvarende energi, klima og klimatilpasning. - Det er en undervisningsform, der er med til at sætte fokus på klimaforandringer og fordelene ved vedvarende energiteknologier. Det er abstrakte emner, men de bliver mere forståelige for eleverne, når de får lov til at røre, afprøve og undersøge tingene. Eleverne kan f.eks. lave et skybrud for at se, hvad det gør ved vores kloaksystem, de kan beregne deres eget vandforbrug derhjemme, og de kan lave deres egen vedvarende energi ved at bygge solcellepaneler, der kan få en diode til lyse, fortæller Patrick Lyng Rosenkjær, som er underviser og projektkoordinator hos Energi og Vandværkstedet.
Hvem står bag?
Mobile Science Center er Energi- & Vandværkstedets mobile enhed. Energi- og Vandværkstedet drives i et samarbejde mellem Miljøtjenesten i Københavns Kommune og HOFOR. Science Kommunen Hvidovre stod bag arrangementet i Hvidovre: sciencehvidovre.com/#!science-kommunens-grnnegeneration/c1ul3.