"Tag jer sammen, politikere"
Pernille Pedersen, Ustrupvej 4, Vedsted, 6500 Vojens, skriver dette indlæg på vores debatside
Pernille Pedersen, Vedsted, skriver:
Det rygtes, at vores børnehave i Vedsted, børnehuset Møllesøen, står til lukning anno 2015 – som en del af kommunens spareplaner. Begrundelserne rygtes som værende faldende børnetal, den gamle bygning er for dyr i drift mm.– men kære politikere, udviklingen med faldende børnetal, har I selv været med til at skabe, da I besluttede at lukke Vedsted skole i 2010. For ingen lokal skole og pasningsmuligheder er lig med færre tilflyttere med børn. De
ngang skolen lukkede, døde en lille del af vores lokale samfund - i det, at det er blevet sværere at fastholde de ældste børns fritidsaktiviteter i byen. Nu vil I også spare vores børnehave væk. Hvilke konsekvenser, vil det ikke også få for vores lokalsamfund?
Manglende tilflyttere med børn vil betyde yderligere faldende aktivitet i foreningslivet, hvilket også har konsekvenser for afholdelse af byfester og andre lokale aktiviteter, som i høj grad er det, som Vedsteds eksistens består af. Vi mister således som landsby meget mere end børnehaven ved sådan en beslutning.
Og hvad skal den fredede bygning bruges til? Skal den så stå og forfalde sammen med lokalsamfundet?
Det er altid landsbyerne, der står for skud, når sparekniven skal svinges – og hver gang har det konsekvenser. I kvæler landsbyerne kort sagt. Hvor er den politiske kampgejst til at bevare de små lokalsamfunds eksistens?
Det økonomiske aspekt i at lukke børnehaven, er forstået, men det må også være en god økonomisk investering for Haderslev kommune, i at bevare de små byers eksistens og lokale foreningsliv - som for Vedsteds tilfælde bl.a. er bevarelse af børnehaven.
Så kære politikere i Haderslev kommune - tænk jer om, inden I tager beslutningen, som vil have en stor konsekvens for vores landsbys fremtid. Det skal vel også fremadrettet vil være attraktivt at bo i Haderslev kommune, og ikke mindst kommunens mindre byer?