Christiansborg ligger åbenbart langt væk
Camilla Eva Jørgensen, byrådsmedlem for Ventre, skriver dette debatindlæg på vor debatside
Camilla Eva Jørgensen (V) skriver:
Christiansborg er åbenbart meget langt væk fra Haderslev…
Den lokale folketingskandidat fra Socialdemokraterne Jesper Petersen og vores tidligere borgmester Jens Christian Gjesing, skriver i et læserbrev at Venstre og Dansk Folkeparti skærer på velfærden i Haderslev Kommune.
Jeg har aldrig læst et så fjernt læserbrev fra to mænd, som jeg ellers ser som dygtige og kompetente politikere. Jeg accepterer at vi er uenige – men lad os nu tage debatten på et korrekt grundlag.
Først vil jeg gerne understrege, at det ikke kun er Venstre og Dansk Folkeparti, der kan tage æren for budgettet. Både Liberal Alliance, De konservative og De Radikale stemte for. Det har de, fordi dette budget, er et af de bedste der har været i Haderslev Kommunes historie.
Jeg ved godt, at der stadig er bitterhed efter konstitueringen fra Gjesings side – og det kan jeg godt forstå. Men Socialdemokraterne havde alle muligheder åbne, for at bidrage aktivt i budgetforhandlingerne. Men når man kommer med 10 ændringsforslag 24 min. før byrådsmødet starter, er det efter min mening ikke godt nok.
Derudover ser jeg ikke vores skattelettelse på 0,2% værende dræbene – specielt når Jesper Petersens Socialdemokratiske kollegaer støtter med 12 mio. ud af de 15 mio. vi mister. Så kære venner: calm down.
Jeg ser ikke det her, som en skattelettelse, men som en tilbagebetaling af de penge som Kommunen ”lånte” af borgerne for at bygge en is-arena i Vojens. Mange af de borgere, som jeg mødte i valgkampen, havde den opfattelse, at så snart byggeriet var færdigt, så ville de få deres 1% tilbage. Her var der ingen af de tidligere byrødder, der ville tage ansvaret.
I stedet har man med glæde beholdt borgernes penge – og det har resulteret i et overforbrug på anlæg, som vi nu skal have ned på samme niveau som før (og som andre kommuner).
Det er en typisk Socialdemokratisk politik, at vi kun tænker på os selv her og nu. Hvis vi ikke vendte udviklingen i Haderslev Kommune, så ville vi i fremtiden ikke have råd til den gode velfærd vi kender i dag.
- Det er derfor, at vi gør Haderslev attraktiv for erhvervslivet, så der kan blive skabt arbejdspladser – det er trods alt dem, der betaler til vores velfærd.
- Det er derfor, at vi afdrager på vores gæld, så det ikke er den kommende generation, der skal betale for vores overforbrug.
- Det er derfor, at vi sænker skatten gradvist – så Haderslev ikke længere har et af landets højeste skatteprocenter. Det er borgernes penge, vi siger tak for lån og lader dem nu selv råde over dem. Det har de fortjent, for Haderslev er desværre et eksempel på at høj skat og god service ikke hænger sammen.
Det er derfor, at det her er et godt budget for kommunen, erhvervslivet og borgerne – ikke kun imorgen eller de kommende år, men også i fremtiden.