Håndbolddrama i Køgehallen
HÅNDBOLD: Der var dramatik, underholdning og spænding for alle pengene søndag eftermiddag i Køgehallen da Team HK Køge og Rødovre HK tørnede sammen i herrernes 2. Division Øst.
Team HK Køges cheftræner Lars Nedergaard havde inden kampen stor respekt for gæsterne, der ligesom Team HK Køge har store ambitioner om at rykke op i 1. Division.
Og at respekten var berettiget fik man set allerede fra start, hvor det var gæsterne der kom bedst ud af starthullerne og på et tidspunkt førte 10-5. Køgenserne kom dog fint tilbage i mod første halvlegs slutning og var ved pausen kun bagud med et enkelt mål - 13-12.
Team HK Køge kom flot ud til anden halvleg og bragte sig første gang i kampen foran ved 14-13 - og det blev også 16-13 inden gæsterne efter mere end fem minutter fik scoret halvlegens første mål hos den velspillende Jacob Hvid Hansen i Team HK Køge-målet.
Rødovre kom godt tilbage og de to hold fulgtes pænt ad til 20-20, men så tog Køge et afgørende ryk og bragte sig foran 26-22. Kampen sluttede 27-23 til Team HK Køge der med sejren strøg op på førstepladsen med otte points for fire kampe - det samme som Holte IF der dog har en lidt dårligere målscore.
Udover de ialt 50 mål blev de mange tilskuere der var mødt frem til kampen budt på masser af dramatik - kulminerende med et rødt kort til Køges Shan Santos midt i anden halvleg. Kampen bød på masser af intensitet, hårde dueller og flotte mål - en rigtig topkamp værdigt.
At kampens dommerduo havde nok at se til kampen igennem ses måske også af, at kampen ialt varede i mere end halvanden time....
- Ja det var en rigtig dramatisk omgang vi måtte igennem. Men hvor er jeg glad for den sejr. Vi startede skidt og kom bagud med fem men fik så hentet noget af det fortabte tilbage inden pausen. Vi kom godt ud til anden halvleg men lod så Rødovre komme tilbage igen indtil vi slog afgørende til mod slutningen, sagde glad og lettet Lars Nedergaard efter de 60 minutters drama.
Topscorer for Team HK Køge blev anfører Brian Ankersen med seks mål, Shan Santos scorede 4, Christian Neergaard, Nicklas Møller, Mathias Brandt og Claus Hansen hver 3, Nicolai Hansen og Nicklas Rasmussen hver 2 mens Nicolaj Fabricius scorede et enkelt mål.
Team HK Køges næste kamp er søndag den 2. november kl. 15.15 på hjemmebane mod TMS Ringsted i Køgehallen.
Inden divisionskampen vandt Team HK Køges bedste damehold i Serie 1 med 24-21 mod Slagelse HK og efter divisionskampen var det herrernes andethold der vandt med 29-17 mod Albertslund/Glostrup og dermed strøg tip tops i Kvalifikationsrækken med otte points for fire kampe.