En lang travetur for at komme på biblioteket
Trappen i skolegården er nemlig ikke åben for adgang til biblioteket, og det betyder, at man kun kan komme ind på biblioteket ved at benytte enten den trappe, der ligger ved p-pladsen til det gamle Avedøre Bibliotek eller den trappe, der ligger på den anden side af Enghøjbygningen ved skoletandplejen. Hverken den ene eller den anden trappe ligger i direkte tilknytning til Avedøre Biblioteks bygning. Og det er en problematik, som flere læsere, siden bibliotekets åbning, gjort Hvidovre Avis opmærksom på. Hvis man er gangbesværet eller kørestolsbruger, er der dog adgang til biblioteket via elevatoren i skolegården. - Enghøjhuset har en elevator i tilknytning til en af indgangene fra gården. Det er indgangen til højre for den store trappe, og der er ved døren et skilt, hvor der står "Elevator", forklarer Hvidovre Kommunes ejendomsafdeling. Døren ind til elevatoren aktiveres med en brik, der skal udleveres og registreres på Avedøre Bibliotek. - Ved første besøg kontaktes biblioteket telefonisk, og så vil personalet lukke vedkommende ind. På øverste etage har elevatoren udgang til biblioteket, hvor brikken også skal benyttes, fortæller Nina Kovsted, der er ejendomschef i Hvidovre Kommune.
Trappen kan ikke benyttes
Alle besøgende til biblioteket har i dag mulighed for at parkere enten i Enghøjhusets gård eller på den p-plads, der ligger mellem Enghøjhuset og Store Hus, men det er altså kun, hvis man får udleveret den ovennævnte brik, at man fra p-pladsen kan komme hurtigt ind på biblioteket. Trappen fra skolegården kan nemlig ikke bruges til at komme op til biblioteket. - Der er for øjeblikket ikke adgang til biblioteket fra den store trappe og aula, siger Nina Kovsted. Indenfor de næste par år, vil det desuden kun være biler med handicapskilt, der kan parkere i gården. - Det er politisk besluttet, at gårdrummet skal indrettes med diverse aktiviteter. Derfor vil det i fremtiden ikke være muligt at parkere i gården med undtagelse af afmærkede p-pladser til handicappede. Disse vil blive placeret ved elevatoren, siger Nina Kovsted. Projektering og planlægning af gårdrummet er igangsat. Indretningen og ombygning af gården sættes i gang til næste år. Den eksisterende parkeringsplads ved Hjulmagerporten udvides inden jul.