Sønderkærs fremtid stadig uvis
Politisk forslag om udlejning af Sønderkærskolen trukket af bordet i sidste uge. Nyt forslag om Sønderkærskolens fremtid på ØU 17. november
Men forslaget fra O og C endte med at blive trukket af bordet. I stedet skal politikerne på førstkommende Økonomiudvalgsmøde behandle et nyt forslag fra forvaltningen om fremtidig anvendelse af Sønderkærskolen. Til brug for behandling af sagen udarbejdes et notat over juridiske problemstillinger ved udbud af Sønderkærskolen samt en liste over kommunale udlejningslejemål. Ifølge Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsdirektør, Gert Nelth, sker det efter politikernes ønske om at debattere Sønderkærskolens fremtid i et større perspektiv.
Nyt forslag
Mikkel Dencker (O) siger til Hvidovre Avis: - Det er rigtigt, at vi trak forslaget. Det skete med henblik på, at forvaltningen kommer med et nyt forslag på næste møde i Økonomiudvalget om at stoppe kommunens salg af Sønderkærskolen, på baggrund af at der er massive problemer med at udmatrikulere Sønderkærskolen i mindre dele, og at de tilbagekøbsklausuler, der ligger på skolens grund, kan blive dyre for kommunen at slippe ud af, ved et salg. Derfor tror jeg, at der vil være bred politisk opbakning til at stoppe salget af skolen på næste møde, siger Mikkel Dencker og fortsætter: - Vi var nødt til at trække vores eget forslag, for forvaltningen gjorde os opmærksom på, at der er nogle for os uforudsete problemer ved udlejning, som der skal tages højde for, før en eventuel udlejning kan besluttes. Men - jeg er i første omgang tilfreds med, at vi kommer i mål med at Sønderkærskolen ikke sælges og jeg er optimistisk med hensyn til, at der kan findes en passende løsning for Hvidovre Privatskole. Hvis ikke på Sønderkærskolen, så i en anden bygning, siger Mikkel Dencker.
Intet endeligt afklaret
Sekretariatschef Anne Wallberg, Hvidovre Kommune, siger om udlejningsproblematikken til Hvidovre Avis: - En kommune må generelt ikke drive udlejningsvirksomhed. Når det er sagt, skal vi i dette specifikke tilfælde undersøge en række juridiske forudsætninger. Bl.a. må kommunens udlejning ikke være konkurrenceforvridende. Skulle en privat udlejer stå med et egnet lejemål til Hvidovre Privatskole, må Hvidovre Kommune ikke underbyde det private tilbud, siger sekretariatschef Anne Wallberg. Hun peger også på andre juridiske faktorer, der spiller ind, såsom kommunens muligheder for at sælge ejendommen eller anvende ejendommen på anden vis - er den f.eks. ikke mulig at sælge - og kan der så i givet fald laves en tidsbegrænset lejekontrakt, så kommunen derved begrænser sine tab ved at have en ejendom stående tom. - Der er på nuværende tidspunkt derfor ikke noget endeligt afklaret, siger Anne Wallberg.ark Læs også side 3 i 1. sektion