Fortsæt til indhold

Kommende valg forberedes

Sandsynligvis fast valgsted på Avedøre Idrætscenter og elektronisk valgbog

Arkiv
Arkiv

Det blev samtidigt besluttet, at anvendelsen af valgstedet skulle evalueres med henblik på en vurdering af, om stedet fremover kunne anvendes som valgsted i Hvidovre Kommune. Erfaringerne fra EU-valget viser at stedet - med visse ændringer af adgangsforholdene - er udmærket egnet til at afholde valg. Derfor bliver Avedøre Idrætscenter sandsynligvis fremover anvendt som valgsted. På baggrund af erfaringerne med afholdelse af valget til EU-parlamentet, har forvaltningen undersøgt mulighederne for at forbedre forholdene for borgerne, når der afholdes valg. Det er forvaltningernes opfattelse, at det vil være en klar forbedring i forhold til ventetiden at indføre anvendelsen af en elektronisk valgbog. En lang række kommuner - blandt andet Brøndby, Lejre, Køge, Høje Taastrup og København - har allerede indført elektronisk valgbog. Brugen af elektronisk valgbog betyder, at vælgeren langt hurtigere bliver registreret ved valgbordene og kan fortsætte videre med at afgive stemme i stemmeboksene. Det betyder, at den ventetid vælgerne bruger ved køen til registrering i valgbogen afkortes. For at undgå, at der så i stedet opstår lang ventetid foran stemmeboksene, skal der etableres flere stemmebokse, sådan at der ikke opstår ventetid foran boksene. Det er forvaltningens opfattelse, at borgerne ved indførelse af elektronisk valgbog og flere stemmebokse, vil opleve en hurtigere og mere smidig valghandling.

Færre valgsteder?

Erfaringerne fra de seneste to valg viser, at optællingen her i Hvidovre på valgstederne efter at valget er afholdt tager relativt lang tid - og det betyder, at det samlede valgresultat for Hvidovre Kommune først kan offentliggøres sent på valgaftenen. Det er forvaltningens vurdering, at der kan vindes meget tid ved at indkalde administrativt personale efter valghandlingen er afsluttet til at bistå de tilforordnede med at tælle stemmer på valgstederne. Det anbefales, at der tilknyttes to medarbejdere pr. valgsted i tidsrummet fra kl. 20 til optællingerne er slut. For at begrænse omkostningerne ved at afholde digitalt valg er det forvaltningens opfattelse, at det bør overvejes om antallet af valgsteder i Hvidovre kan nedbringes, sådan at der i stedet for otte valgsteder er seks valgsteder - eksempelvis lukkes Avedøre skole og Præstemoseskolen som valgsted. Vælgerantallet ved otte distrikter er gennemsnitligt 4586. Ved nedlæggelse af to distrikter, vil vælgerantallet i gennemsnit være 6114. Disse seks valgsteder vil geografisk være fordelt på en sådan måde, at der stadig vil være relativ kort afstand til de enkelte valgsteder. Da der samtidig er udvidede muligheder for at brevstemme - og det er erfaringen, at der brevstemmes langt mere efter muligheden for at brevstemme er blevet udvidet - så vurderes det, at belastningen på de enkelte valgsteder - hvis antallet reduceres til 6 - ikke vil være for tung i forhold til at afholde en hurtig og smidig valghandling. oas