Fortsæt til indhold

Mennesket i fokus hos Galleri Ginsbæk

Arkiv
Arkiv

Galleri Ginsbæk, Englandsgade 5 i Esbjerg, åbner en ny spændende udstilling på lørdag under navnet THE HUMAN UNIVERS.
Tre kunstnere udstiller deres nyeste værker, der på hver sin måde udtrykker det menneskelige univers. Stærke udtryk i figurative og abstrakte værker, der taler sit eget sprog. Der er fernisering på udstillingen på lørdag kl. 14.00 - 17.00, hvor alle naturligvis er velkomne, og der er gratis entre. De tre kunstnere er:
Gunnar Thorup
er født i Esbjerg. Det var arkitekturen der blev Gunnar Thorups levevej. Nu er der er stor interesse om Gunnar Thorups maleri, ekspressive portrætter og figurer, der vækker undren og nysgerrighed. Beskueren konfronteres med et udtryk, der koncenterer sig om menneskets inderste væsen og viser et sandfærdigt personligt udtryk, som man ikke undgår at måtte forholde sig til. Tænksomme mennesker. Mennesker der tvivler. Mennesker der venter. Mennesker der grubler. Mennesker der...
Per Just
, maler og grafiker. Per Just er uddannet på det Jyske Kunstakademi 1970-74 og havde sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1971. Han arbejder hovedsaligt med grafiske tryk i tematiske serier. Per Just bevæger sig på grænsen mellem det figurative og det abstrakte og man oplever hans billeder som noget, der hele tiden ændrer sig. Man lægger mærke til nye detaljer og føres længere ind i hans dynamiske og spændende billedverden.
Berit Kyed
, billedkunstner. Mennesket i fokus. De stirrer på os og vi stirrer på os selv. Berit Kyeds altovervejende motiv er menneskekroppen. Menneskekroppen, ikke kun bogstaveligt talt klædt af til skindet, men også uden afværgende parader af nogen slags. Nøgent og sårbart, men også med et trodsigt livsmod i de intense øjne. Stærke, bange, eftertænksomme, vrede, afklarede. Mennesker. Nogle virker roligt mediterende, andre stærkt smertefulde og andre igen med et overskud af sanselig glæde. Det er kærligheden, som overvinder alt. Et smukt og yderst relevant budskab.