Fortsæt til indhold

Pucken peb om ørerne

Både Frederikshavn og Aalborg kom til kort i Frihedens Idrætscenter

Arkiv
Arkiv

Fra start af var der dømt skydetelt i gæsternes zone, hvor pucken strøg om ørerne på en ganske udmærket keeper, som dog måtte kapitulere allerede efter lidt mere end to minutters spil, da Rasmus Hansen bragte Hvidovre i spidsen. Det lagde dog på ingen måde en dæmper på det helt ekstreme tempo værterne havde lagt ud i, tværtimod. Der blev skøjtet, og der blev skøjtet stærkt. Pasningerne sad på bladet og spilleren, der modtog pucken vidste i samme øjeblik, hvad næste træk skulle være. - Med eller uden busben, var opgaven for stor for et ellers i ordinær tid ubesejret Frederikshavn, oplyser Frank Langemark fra klubben. - Om det var stressfaktoren af det høje tempo, der fik gæsternes målmand til at smide en allerede grebet puck ned på bladet af Jonas Sander's stav i et forsøg på at sætte spillet hurtigt i gang, skal stå hen i det uvisse, men Sander takkede for tilbuddet og lagde enkelt pucken i et tomt mål til 2-0. Festlighederne fortsatte i 2. periode, hvor Hvidovres tryk blev holdt, også selvom Frederikshavn kom lidt bedre med, uden at blive rigtig farlige. Vi skulle halvvejs hen i perioden, før en stærk forchecking gav pote, og Christoffer Pedersen med en glimrende pasning fandt Andreas Christensen på midten af blå linje, et par korte træk fra den kvikke Hvidovre-spiller og et riv med håndleddet efterlod udelukkende Frederikshavns målmand med opgaven at samle pucken ud af nettet... - De sidste 20 minutter af kampen blev med et lidt mindre koncentreret Hvidovre-hold. Rasmus Hansen stod for det sidste mål, da han med et brag af et slagskud sikrede en 4-0-sejr... - Alt i alt bundsolidt, og så var der bonus i form af et Shut-out til Magnus Bo Hansen i Hvidovres mål. Han stod en glimrende kamp, hvor han var på plads, når det var påkrævet, som det var i specielt 3. periode. Søndagens kamp mod Aalborg blev en noget mere lige affære, hvor gæsterne drog fordel af et par Hvidovreudvisninger. Det betød to mål i overtal, men sejren på 4-3 til hjemmeholdet kunne man ikke forhindre. ebo@hvidovreavis.dk