Træneren fik luftet bænken
Det var ved at blive lidt for spændende, da Hvidovres volleyherrer vandt en pligtsejr
- Vi var ramt af sygdom hos centrale spillere, og det gav træner Denis Janka muligheden for at få prøvet bænken af, fortæller sportschef Thomas Stryhn. - Men man skal heller ikke undervurdere situationen. Vi vandt et tæt opgør med sølvmedaljetagerne fra Gentofte i premierekampen, og skulle så op mod rækkens bundhold fra Aalborg. Det kan koste lidt på koncentrationssiden, når man samtidig er uden et par vigtige spillere. De næstbedste spillere, der kom ind arbejdede benhårdt for holdet, og alle leverede en fin indsats, men det blev til tider for løst... - Aalborg viste sig så at være et godt hold, der spiller fint volleyball, og jo bedre det gik for dem, desto mere tændte blev de og dermed sværere at spille mod. For vores hold bør det være en øjenåbner, der klart fortæller, at man skal være fuldt koncentreret hver gang, man går på banen. Ligaen er blevet stærkere, så der er ikke plads til at tage for løst på det. Præsterer man ikke, kan man blive straffet. Selvfølgelig ville det have været en sensation, hvis Aalborg havde fået point i Hvidovre, og vi fik da også kørt sejren i hus, men det blev lige en tand for spændende. I øvrigt var der igen fint besøg og opbakning af tilskuere, så dejligt at se, at interessen for volleyball i Hvidovre tilsyneladende er stigende...