Fortsæt til indhold

KØS inviterer til indvielsesfest af ny forplads

Arkiv
Arkiv

INDVIELSE: Torsdag 30. oktober kl. 17.00 inviterer KØS Museum for kunst i det offentlige rum til en festlig indvielse af kunstværket De 111 hvide plateauer, en plads tænkt som et monument for fremtiden, skabt af billedkunstner Ann Lislegaard.
Hun har udført værket i samarbejde med landskabsarkitekt Sophie Sahlqvist og det rådgivende ingeniørfirma Strunge Jensen A/S.
Alle er velkomne til at tage del i fejringen af Køges nye byrum, når forpladsen indvies med gratis folkekøkken og optræden af bl.a. Søren Ulrik Thomsen og Isam B.
Med anlæggelsen af den nye forplads, der er blevet realiseret med en donation på 7,5 mio. fra Annie og Otto Johs. Detlefs' Fonde, har KØS fået opfyldt et stort ønske om at skabe en bedre sammenhæng mellem byrummet og museet.
Til åbningsfesten torsdag 30. oktober tager KØS hul på de 111 plateauers mange udfoldelsesmuligheder og potentialer.
Dagens program byder på en gadekunst-workshop for børn, taler ved blandt andre Køges Borgmester, en introduktion til idéer bag kunstværket af Ann Lislegaard, tværfløjtekoncert ved talenter fra Musikalsk Grund Kursus Køge, sang ved elever fra 4.-6. klasse på Sct. Nicolai Skole, fremvisning af fortidsfund fra udgravningen under forpladsen, danseoptræden, oplæsning af Søren Ulrik Thomsen, koncert med Isam B og gratis folkekøkken.

En plads til kunstneriske møder mellem mennesker

- Ikke alene har KØS fået en ny udendørs scene for kunstneriske udfoldelser, der sender et klart signal om, at her ligger Danmarks museum for kunst i det offentlige rum. Borgerne i Køge har også fået et nyt mødested for bevægelse, samvær og refleksion. Den fornemme donation fra Annie og Otto Johs. Detlefs Fonde har gjort det muligt at realisere en drøm om at skabe mere liv og byrumskvalitet i denne del af Køge, og vi glæder os meget til at skabe nye fortællinger i byens rum, siger museumsdirektør Christine Buhl Andersen.
Udover forpladsens kunstneriske idé om at skabe en plads til de daglige såvel som de ekstraordinære handlinger og fremtidens aktiviteter, er der taget højde for vigtige funktionelle behov såsom bedre handicapadgang, bedre caféforhold samt en mere hensigtsmæssig indgang til museet med en ny rampe i husets gavl.
pm