Fortsæt til indhold

Køge-stafet sendte kvart mio. kr. til Kræftens Bekæmpelse

Arkiv
Arkiv

KØGE: Regnskabet fra Stafet for Livet Køge (Kræftens Bekæmpelse) - afviklet på Køge Marina den 23-24. august - er afsluttet og gjort op.
Projektledelsen med formanden, Svend Erik Bodi, i spidsen er tilfredse med resultatet på en kvart mio. kr. – helt præcist 250.615 kr., der er videresendt til Kræftens Bekæmpelse.
Pengene er indkommet ved deltagergebyr, salg af ”lysposer” til en lysceremoni, donationer, auktioner, bankospil, m.v. De mange penge skal anvendes til Kræftens Bekæmpelses formål – at bekæmpe kræftsygdomme og deres følgevirkninger.
Konkret arbejdes der bl.a. med forskning, forebyggelse og støtte til patienter og deres pårørende.
- Vi er stolte over resultatet, siger Svend Erik Bodi, og nu er vi klar til at begynde planlægningen af Stafet for Livet Køge 2015, der foregår på Køge Marina i weekenden den 20.-21. juni.
Svend Erik Bodi har igen påtaget sig projektlederrollen i Køge Kommune, men der mangler en del frivillige hænder til hjælp på områder som madudlevering, kaffebrygning, teltrejsning, belysning, logistik i øvrigt, salg af lysposer, børneaktiviteter og meget, meget andet.
Derfor indkaldes der allerede nu til et orienterende og uforpligtende informationsmøde onsdag den 19. november kl. 19.00 i Rytmiklokalet på Ellemarkskolen, Gymnasievej 10 i Køge.
Hvis man vil være sikker på en siddeplads og en tår kaffe ved mødet, skal man tilmelde sig hos projektkonsulent Iram Saif, Stafet For Livet, Kræftens Bekæmpelse, isa@cancer.dk eller tlf. 3525 7504.
Interesserede kan allerede nu se mere om 2015 stafetten på hjemmesiden www.stafetforlivet.dk/koge, hvor man også kan købe lysposer, tilmelde sig som deltager, tilmelde sig som fighter (nuv. og tidl. kræftramte) samt foretage donationer.
2014-stafetten havde godt 400 deltagere fordelt på 22 hold med 364 holddeltagere og 45 fightere - stafettens VIP-personer. Deltagerne blev serviceret af ca. 25 frivillige hjælpere. Vandringens samlede resultat blev 5.089 km – og som nævnt blev der præsteret et overskud på en kvart mio. kr.
pm