Elgen Gustav
- en musikfortælling med Carl Quist Møller og Mårten Karlholm
I den dybe svenske skov, blandt blåbær, lav og kantareller, står den gamle halvblinde elgtyr Gustav og brokker sig. Hans sidste time er kommet, da det store skovlformede gevir har viklet sig ind i nogle lumske elastiske birkegrene. På en blåbærjagt forvilder Carl og hans lillesøster sig langt ind i den svenske skov. De bliver reddet af en talende elgtyr, og vinder travløbet på Solvalla forklædt som væddeløbshest. Det ender med tyrefægtning under stjerneklar nattehimmel i Sevilla, hvor publikum opfordres til at danse med. Fra den prisbelønnede børnebog Løgnehistorier opfører Carl Quist-Møller tre kapitler om Elgen Gustav. Med fabelagtig fabulering og mimik fortæller Carl ledsaget af Mårten Karlholm på spansk flamencoguitar på højt kunstnerisk niveau. Fortællingen veksler mellem det talte ord og sange, hvor Mårten synger på både dansk, svensk og spansk, og Carl springer om bag trommesættet. Carl Quist-Møller og Mårten Karlholm er en ny duo, med levende fortælling og flammende flamenco for børn. Carl Quist-Møller er kendt som Løgnehalsen fra Ramasjang, fra Junglejazz trioen Djanzz, Daboing og som designer af Jungledyret Hugo. Du kan opleve musikfortællingen, som spilles fredag den 7. november kl. 16-17 på Hovedbiblioteket, Medborgersalen, Hvidovrevej 280. Billetter á 20 kr. kan købes via billetlugen.dk eller bibliotekerne fra den 24. oktober.