Fortsæt til indhold

- Hvidovres skoler har afgørende betydning...

Kenneth F. Christensen (A) pointerer, at Hvidovres borgere har krav på en mere nuanceret debat om skoleledelse

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

Det siger partiets politiske ordfører, Kenneth F. Christensen, der også er formand for børne- og undervisningsudvalget: - Jeg finder det derfor ærgerligt, at enkeltpersoner bruger reelle og velbegrundede bekymringer og kritiske spørgsmål til at skabe billeder i uoverensstemmelse med virkeligheden. Det gavner bestemt ikke hverken det politiske samarbejdsklima eller borgernes oplevelse af politisk ansvarsbevidsthed...

Vi undrer os ikke

- Folkeskolerne i Hvidovre har en helt afgørende betydning, pointerer Kenneth F. Christensen: - Her skal kommende generationer af Hvidovreborgere dannes og uddannes til aktiv, selvstændig og kvalificeret deltagelse i samfundet. Det er det - der efter vores mening - er folkeskolernes kerneopgave. Vores beslutning i kommunalbestyrelsen bygger på mange grundige, men også svære overvejelser. Den trufne beslutning står vi ved. Det er en beslutning, vi mener har klangbund og er vigtig både i forhold til indhold og økonomi. Der kan være mange holdninger til det og vi mener, at det vil gavne debatten at melde klart ud fra vores side, så vi i fællesskab kan få gode og konstruktive debatter både på skolerne og i kommunalbestyrelsen om udviklingen af vores folkeskoler og herunder også fremtidens skoleledelse... Kenneth F. Christensen forklarer, at det ikke undrer den socialdemokratiske gruppe, at nogle politikere kan have travlt med at tage afstand og pege fingre: - Sådan er politik. Men når det så er sagt, vækker det en del undren, at nogle af de politikere, der selv har været med til at beslutte besparelser i økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen i 2013, ikke længere ser ud til at ville vedkende sig deres medansvar ved at komme med reelle alternativer inden for de enkelte fagudvalgs områder. Det er ikke, fordi der mangler alternativer. Vi kunne have 14 lærere færre eller spare 16 pædagoger. Vi kunne spare på skolesekretærerne. Vi kunne fjerne 600 kroner pr. elev til undervisningsmaterialer, lejrskoler og ture. Eller vi kunne tage penge op af kassen, med det resultat at budgettet til næste år - efter al økonomisk fornuft og sandsynlighed - ville nødvendiggøre endnu flere personalereduktioner på vores arbejdspladser. Det vil vi socialdemokrater bare ikke være med til. Det mener vi ikke, vi kan være bekendt. Det er skoleledelsen, der skal stå for og det bygger på, at det er læreren, der i det daglige er børnenes bedste mulighed for at lykkes i skolen, pædagogen, der i det daglige arbejde med trivsel og omsorg, gør forskellen og sekretæren, der udover at holde styr på bogholderiet også puster og sætter plaster på og taler med uendeligt mange forældre. En del politikere - særligt på højrefløjen - har foreslået uidentificerbare og meget teoretiske “effektiviseringsgevinster” for et sted mellem 5 og 15 millioner. Det er for den socialdemokratiske gruppe alt for useriøst. Disse forslag er bedre beskrevet således: Vi ønsker at spare et sted mellem 10 og 20 medarbejdere væk, men vi har ikke lyst til at være konkrete, for det er ubehageligt og det er der ikke stemmer i. Socialdemokraterne mener, det er politikeres ansvar at være så konkrete som mulige. Prioriteringen bag og holdningen til vores beslutning om skoleledelsen i Hvidovre er beklageligvis ikke kommet ordentligt frem forud for den endelige beslutning. Dels fordi, der har været mange andre lige så vigtige overvejelser i budgettet, som også har stor betydning for vores by og for borgerne, men også fordi der, i modsætning til hvad nogen ønsker at fremhæve, er gjort mange overvejelser om, hvordan vi kunne tilgodese flere politiske ønsker, så budgetforliget kunne blive bredere...

Ledelse er vigtig og skal udvikles.

- For vi socialdemokrater er en endnu bedre ledelse i fokus, fortsætter han: - Vi mener ikke, at mange ledere nødvendigvis betyder bedre ledelse. Det er vigtigt at de krav, der bliver stillet til skoleledelsen, fokuserer på kerneopgaven. Den ledelse vi ønsker er en ledelse, der har bedre mulighed for pædagogisk og personalemæssig ledelse, og som skal bruge meget mindre tid og energi på bureaukrati og administration. Beslutningen om at spare en leder væk fra 1. juli 2016 står for socialdemokraterne ikke alene. Vi har klare politiske forventninger om, at der hen over de næste år bliver samarbejdet om, hvordan fremtidens skoleledelse i vores by skal se ud. Her skal vores ledere på banen, forvaltningen skal trække i arbejdstøjet, medarbejdere skal aktivt involveres, og forældrenes input skal med. Det kræver noget af os alle - og om det bliver godt afhænger naturligvis af viljen til - med respekt for den demokratisk trufne kommunalbestyrelsesbeslutning - at kvalificere grundlaget... Kenneth F. Christensen slutter på den socialdemokratiske gruppes vegne med at pointere, at det er et ønske, at der fremover bliver en bedre folkelig og politisk debat om fremtidens skoleledelse i Hvidovre...