DF rigtig godt tilfreds med budgettet
- Skattelettelser skal ikke gennemføres via fyringsrunder eller gennem lånoptagning...
Således siger Mikkel Dencker og han pointerer at DF med aftalen har fået "kombineret økonomisk ansvarlighed med forbedringer for de svageste borgere i Hvidovre og samtidig også lavet en række forbedringer, som kommer alle Hvidovreborgere til gode": - Vi er glade for, at der i 2015 bliver sat ekstra 2,5 mio. kr. af til at vi kan tage os godt af borgere, der rammes af stærkt invaliderende sygdom og der sættes to mio. kr. ekstra på budgettet til flere plejehjemspladser til Hvidovres ældre. Det er vi i Dansk Folkeparti stolte af at være med til at forbedre. I 2015 bliver der også penge til at udvide Hvidovre Strand, som jo er blevet meget populær, men i dag ikke er særlig stor. Og en gammel mærkesag for Dansk Folkeparti - nemlig at borgerservicecentret på rådhuset skal have åbent om lørdagen - bliver gennemført i 2015...
Afdrag på gæld
- Alle disse forbedringer sker hånd i hånd med en meget ansvarlig økonomisk politik, fortsætter Dencker: - I 2015 bliver der således skåret 25,6 mio. kr. af kommunens gæld. Det er en forbedring af budgettet med 30 mio. kr., for i forvaltningens første budgetudkast opereredes der med en forøget gældsætning på 4,4 mio. kr. Denne gældsætning har Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne med vores budgetaftale forbedret til en afvikling af gæld med 25,6 mio. kr. Jeg kan kun beklage, at det ikke lykkedes af få flere partier med i en budgetaftale. Men jeg må samtidig konstatere, at samtlige partier - udover Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne - mødte frem med krav om enten store ufinansierede ekstraudgifter (Enhedslisten og SF) eller krav om skattelettelser (Hvidovrelisten, Venstre og Konservative), som skulle finansieres dels af store fyringsrunder i kommunens administrative personale, dels finansieres gennem låntagning. Med sådanne krav, måtte vi sige nej tak til at flere partier kom med i budgetaftalen, for vi sætter ikke kommunens økonomi over styr, bare for at øge antallet af partier i vores aftale. I Dansk Folkeparti har vi bestemt ikke noget imod skattelettelser. Men, at finansiere dem ved at gennemføre fyringsrunder i kommunens personale vil vi ikke være med til. Og vi anser det som fuldstændig uansvarligt at skaffe penge til skattelettelser ved at låne pengene, slutter Mikkel Dencker... oas