Fortsæt til indhold

Kultur & Fritidsmessen blev endnu en gang en succes

Arkiv
Arkiv

Rigtig mange af de lokale foreninger var mødt op for at vise borgerne, hvad de kan tilbyde - og der var mildt sagt noget for en hver smag. - Det er femte gang vi holder messe, og jeg er glad for, at messen nu hedder Kultur & Fritidsmessen. Det understreger, at det er en god blanding af foreninger og kulturinstitutioner, der er repræsenteret på messen, siger Niels E. Pedersen fra Fritidsbutikken. Niels E. Pedersen fortæller, at der i år var lidt mindre optræden end tidligere, men at det til gengæld gav de mange besøgende en bedre chance for at besøge de mange stande. Og det kunne f.eks. ses hos spejderne, der ved klatrevæggen gav dem, der ikke er højdeskræk, mulighed for at klatre hele vejen op til loftet for derefter venligt at blive firret ned igen. Hos de politiske partier var der tillige en god del snak og ikke mindst indmeldelsesblanketter, der blev delt ud, og hos de mange foreninger blev der vist frem af produktionerne. Også Hvidovrebibliotekerne, Borgerservice, Ældresagen og Ældrerådet var til stede, ligesom en lang række sportsklubber havde lagt vejen forbi for at præsentere deres tilbud i Hvidovre. Det lokale børne- og ungecirkus Cirkus Arcus viste desuden en fin forestilling på scenen. Og på selvsamme scene var der også royalt besøg af Fru Dronning Margrethe (i form af skuespiller Jan Hertz), der var trukket i himmelblå gallakjole til lejligheden, og fik bragt nogle gode anskuelser om det frivillige arbejde på banen. Dagens konferencier var Teater Vestvoldens direktør Stephan Pollner. Café Hjertetræet serverede nudler i box, men også andre som f.eks. Restaurant Halvleg og Foreningen Kontrast serverede dejlig mad i løbet af dagen. Som noget nyt i år var der desuden videodækning af dagens forløb, og besøgende kunne ved skærmene følge med i hvad der foregik i salen, og ikke mindst hvad der var på programmet fremadrettet.