Sultne og røveriske butikstyve
GREVE: Personale fra Netto på Jerismosevej i Greve anmeldte tirsdag eftermiddag kl. 16.59, at man havde forsøgt at standse en mandlig butikstyv efter kassen, men at en anden mand havde truet dem med vold.
Politiet kørte til supermarkedet, hvorfra de to gerningsmænd var forsvundet i en personbil, hvis nummerplade personalet havde aflæst.
En mand havde i butikken stjålet to pakker kyllingefilet til en samlet værdi af 50 kr. og gik gennem kassen uden at betale.
Da personale ville pågribe tyven, optrådte en anden mand truende. Sammen kørte de to fra stedet i en bil, og føreren kørte under flugten så tæt på et vidne, som blev strejfet på benet.
Efterforskning i sagen ledte politiet frem til en adresse i Greve, hvor politiet først på aftenen kunne anholde to 19-årige mænd fra Greve som mistænkte for røveriet.
Den ene pakke kylling var blevet spist, medens politiet fandt den anden pakke i fryseren.
Begge blev sigtet for røveri og afhørt til sagen, hvorefter politiet løslod dem.
De vil begge høre nærmere, når sagen skal afgøres.
pm