Ukrainsk vellyd i Jegerup Kirke i aften
Der er lagt op til en kirkekoncert af de helt store når organist Julia Tabakova har besøg af sopranen Julia Lytvynova i aften
"I efterårets farver ser man skønhed og forfald gå hånd i hånd"
Så smukt indledes omtalen af aftenens koncert i kirkebladet for Vojens, Jegerup og Maugstrup sogne. Og smukt bliver det bestemt også når organist Julia Tabakova lader Jegerups kirkerum flydes af vellyd sammen med landsmands, studiekammarat og navnesøster Julia Lytvynova i aften fra klokken 19.00.
Efterspurgt solist
Julia Lytvynova er uddannet ved Det Ukrainske Nationale Musikakademi og er i dag en meget efterspurgt solist over det meste af Europa. At det er lykkedes at hente hende til Jegerup skyldes det personlige venskab siden studietiden med navnesøster Julia. Aftenens koncert blev aftalt via Skype, og i de seneste dage er der blevet trænet flittigt i Jegerup Kirke.
Styrke vs skrøbelighed
I førnævnte artikel står der blandt andet:
"Oplev mødet imellem det stærkeste og det skrøbeligste instrument. Det store kirkeorgel og den menneskelige stemme." Når koncerten begynder klokken 19.00 kan man glæde sig til smukke italienske operaklassikere, dramatiske russiske sange og måske en overraskelse. Efter koncerten er der et mindre traktement i præstegården.