Fortsæt til indhold

Sensationen i Nykøbing

Målmand Tobias Nannestad var den store redningsplanke da Avedøre overraskende vandt

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

Man kommer langt med vilje og hårdt arbejde. Hvis man så samtidig har fordel af held og dygtighed i afgørende situationer, gør det heller ikke noget. - Vi har trænet intenst med vore kæder, fortalte træner i Avedøre Jan Christensen efter kampen. - Vi tog det bedste med fra opgøret mod HIF, hvor vi var dygtige i den første halvleg. Vi valgte så nogle spillertyper på midten, der virkelig kan arbejde for holdet og er dygtige til at ødelægge modstanderens spil. Der var afbud fra Stefan Sørensen og Emil Vatani, der var henholdsvis skadet og syg, så det gav plads til de mere kontante typer. Det gav os nogle gule kort, men det gav os også en flot sejr... - Allerede indenfor de første 10 minutter havde skarpe Simon Duer bragt os foran med 2-0. Først fra baglinjen i det korte hjørne og derefter på en genial frispilning af Chris Lindskow. Vi vidste, at vi skulle stå godt defensivt og drage fordel af de omstillinger, der altid opstår. Vore dødbolde var ligeledes et afgørende våben, og de skabte store problemer for Nykøbing... - Første halvleg blev afviklet, som vi kunne ønske det. Til gengæld løb vi ind i et sandt stormvejr i 2. halvleg. Nykøbing fik reduceret på straffespark, og så blev vi ellers bombarderet. Heldigvis havde vi Tobias Nannestad i målet, og han reddede det mest utrolige. Han fik hjælp af træværket, som reddede tre gange for ham. Men en fantastisk flot kamp af ham. Han reddede os om nogen... - Vi var dog ikke uden chancer. Et par gode omstillinger og et par dødbolde gav os fine muligheder. En løs chance gav fuldt udbytte. Mikkel Bang jagtede en løs bold og fik den med sig. En præcis afslutning tæt op af den ene opstander betød 3-1 til os, og så var vi ellers nede og parkere bussen. Organisationen var på plads, og vi red stormen af... - På lørdag kommer Rishøj til Avedøre Stadion med en frisk sejr over Svebølle. Det kunne være sjovt, hvis vi kunne skabe en ny sensation....