Amatørorkestre mødes i Musikhuset
Esbjerg Amatørorkester og Herning Amatørsymfoniorkester giver koncert i Musikhuset
Første gang, Esbjerg Amatør Orkester og Herning Amatørsymfoniorkester mødtes, var ved et dansk-fransk orkestertræf i foråret 2013.
Nu mødes de to orkestre igen ved efterårets koncert i Musikhuset Esbjerg 26. oktober 2014 kl. 14, for hver for sig, og sammen, at spille et farverigt program af musik fra mange lande.
Esbjerg Amatør Orkester spiller bl.a. uddrag af George Gershwins opera ”Porgy and Bess” fra 1935. Denne ”negeropera” blev af den tyske besættelsesmagt forbudt opført i København – efter 22 opførelser! Men operaen har fra 1952 stået på plakaten på alle førende operascener.
"Esbjerg Amatør Orkester blev oprettet i efteråret 1988 i forbindelse med projektet "40 strygende år", arrangeret af Esbjerg Musikskole. Projektet skulle fejre, at det var 40 år siden, at man begyndte at undervise i strygermusik på Esbjergs skoler - og dermed faktisk lagde grunden til den kommunale musikskole," fortæller Pernille Vestergaard, formand for Esbjerg Amatør Orkester.
I dag udgøres orkestret af cirka 30 personer i alderen 21 til 83 år.