Fortsæt til indhold

1-7

Historiens største hjemmebanenederlag sendte HB Køge under nedrykningsstregen

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: Trængslerne fortsætter for HB Køge i Nordicbet Ligaen.
Fredag aften havde holdet besøg af topholdet Lyngby på SEAS NVE Park. Efter seks kampe i streg uden sejr håbede man i klubben på en trodsreaktion fra et sejrshungrende hjemmehold - men i stedet blev det til en ren ydmygelse foran 1.008 tilskuere.
Efter en optimistisk indledning fra HB Køge slog gæsterne til allerede i det 5. minut da David Boysen fik alt for meget tid og plads til at passere Frederik Due i HB Køge målet.
Fem minutter senere burde HB Køge have udlignet da Philip Zinkernagel fik en god chance, men Lyngby-målmanden fik afværget - og det var faktisk HB Køges bedste forsøg i hele kampen bortset fra Sylvester Seeger Hansens fine energimål til 1-7 i kampens overtid, hvor HB Køge fik lidt at trøste sig med.
I det 22. minut blev det 2-0 og fem minutter senere 3-0 - begge sat ind af David Boysen - og herefter faldt det unge HB Køge-hold sammen som et korthus mod et velspillende og velorganiseret Lyngby-hold der ligner en storfavorit til oprykning til Superligaen.
Inden pausen blev det 4-0 på straffespark.
I anden halvleg fortsatte Lyngby med at dominere kampen mod et chanceløst HB Køge hold, der kom bagud 0-7 inden Seeger Hansens trøstmål til sidst.
Med nederlaget rykkede HB Køge ned under nedrykningsstregen - på dårligere målscore end Vejle. Dermed er der lagt op til en skæbnekamp næste søndag mod rækkens nummer sidst, AB i Gladsaxe.
Cheftræner Henrik Pedersen havde helt fremme sat sin lid til Justin Shaibu - en tung byrde at lægge på en 16-årigs skuldre. Shaibu kæmpede udmærket men var chanceløs over for de rutinerede folk i Lyngbys bageste geledder.
Nederlaget var HB Køges største nogensinde på egen bane.
Holdets næste kamp er allerede på onsdag den 29. oktober kl. 18.30 mod AB - kampen er et led i tredje runde i DBU Pokalen.

Rasmus Nielsen (9) og Alpha Ba presser Lyngby-defensiven. (Foto. JCJ).