Kunstværk, makværk eller kejserens skæg?

En sofa, et bord, en lænestol og et staffeli. Det var den enkle scenografi i teaterstykket “ART”, som søndag eftermiddag havde premiere på Hvidovre Amatørscene. Man kan med nogen ret mene, at scenen er lige så bar og simpel som det maleri, stykket som udgangspunkt handler om. Serge (Frank Løfqvist) har købt et maleri, som han er glad for. Han har betalt en svimlende sum for kunstværket og selvsikker placerer han maleriet på staffeliet, og vi bliver til vores forundring præsenteret for et tomt hvidt lærred, nå, ja måske ikke helt tomt og hvidt. Knækket hvidt måske og der er vist nok nogle diagonale streger og lidt gult hist og pist. Er det et kunstværk, makværk eller kejserens skæg? Vi lader billedet stå et øjeblik. Ind kommer vennen Marc (Allan Reimer) der ikke bliver imponeret eller overbevist om kunstværkets kvalitet. Han siger lige ud, det er noget lort, og der opstår en skarp dialog mellem de to, hvor det ene ondskabsfulde ord tager det andet, og hvor venskabet kommer på sin første alvorlige prøve. Serge beskylder Marc for at stene til, og Serge beskylder Marc for at være “fjende af moderne kunst”. Hvem skal vi som publikum identificere os med: Serge, der kender tidens trend og moderne kunstsprog eller Marc, der anser værket for at være det rene skære kejserens nye klæder. Den tredje person i venskabstrioen er Yvan (Mark Hølmkjær). Han vil gerne gøre alle tilfreds, og han er “menneskehedens store forsoner”, som han sarkastisk af sine to venner bliver beskyldt for at være. Han må naturligvis også forholde sig til maleriet, men i grunden er han flintrende ligeglad med det maleri bare de er gode venner, men så let slipper han ikke. Men han har efter sin egen mening langt alvorligere sager at tænke på. Han skal giftes, og der skal sendes indbydelser ud. Og hvem skal stå på invitationen? Det har Yvan (Mark Hølmkjær) en forrygende monolog om i slutningen af 1. akt. Her udfolder han sit dramatiske talent for fulde gardiner: talentfuldt, hylende morsomt, absurd og fyldt med så mange ord, at han burde falde over dem. Det gør han ikke. Det er stor teaterkunst. I 2. akt skærpes konflikten. Venskabet kommer for alvor på prøve, og det handler nu mere om selve venskabet end om det famøse maleri. Marc fremstår som en mandetype, som hænger lidt i fortiden. Opfarende, nervøs, momentvis ude af kontrol. Ind imellem tage han sig en stesolid. Over for ham står mere og mere tydeligt Serge, som et moderne menneske, der følger med tiden. Han er med på beatet, slynger om sig med fremmedord fra kunstverdenen. En mand der efter eget udsagn “følger med tiden, repræsenterer en epoke, en tidens mand, der deltager i udviklingens indre dynamik.” Mellem dem står den sympatiske men forvirrede Yvan. Man kan se forestillingen som en historie om kunstsnobberi men i høj grad også til det, som forestillingen udvikler sig til: spørgsmålet om venskabers holdbarhed. Hvor langt vil vi gå med hensyn til ærlighed i et venskabsforhold? Hvidovre Amatørscene har gjort det igen. Vi har med amatører at gøre, javel, men de agerer professionelt. De har leveret en helt igennem seværdig forestilling. Man bliver godt underholdt og kan glæde sig over tre dygtige, velspillende skuespillere.