Flagermus er med i lokalplan
Henriette Klausen
Flagermus har fået deres helt eget afsnit i en ny lokalplan for præstegården i Haslund.
Haslund-Ølst menighedsråd vil udstykke haven ved den gamle præstegård til fire parcelhusgrunde.
Derfor skal der laves en ny lokalplan, og i den forbindelse har man fundet ud af, at to store ahorntræer i udkanten af haven bruges som rastested for flere forskellige flagermusarter.
Derfor er der nu indføjet i lokalplanen at de to træer skal bevares.
I høringsfasen har flere indsigere påpeget at præstegårdshaven er fredet, men kommunen vurderer at arealet hvor de fire parcelhusgrunde skal ligge, ikke er omfattet af fredningen.