Fortsæt til indhold

Ekstra elastik i skolereformen lokalt

Fredericias byråd vil lade skolelederne, lærerne og pædagogerne selv udforme den lokale udgave af den omstridte skolereform

Arkiv
Peter Friis Autzen

Om få måneder træder den nye skolereform i kraft. men endnu er der en lang række faktorer, som langt fra er kommet på plads. Og dertil kommer, at byrådet har besluttet at lade skolelederne afgøre, hvordan en stor del af reformen skal rulles ud.
Et hovedargument for Folketingets vedtagelse af skolereformens var, at lærernes arbejdstid skulle tilbringes på skolens matrikel. Men dét vil byrådet helt overlade til skolelederene og lærer at afgøre.
“Det vil være fuldstændig fjollet at lægge alt helt fast. Hvis det giver mest mening at rette stile derhjemme, skal skolelederen og læreren kunne aftale dét,” siger Susanne Eilersen (DF), der er formand for Børne- & Uddannelsesudvalget.
Hun forventer dog, at langt det meste af arbejdstiden vil blive henlagt på skolen.
Byrådet har også besluttet, at skolerne selv beslutter, om personer, der hverken er lærer eller pædagog, kan stå for en del af den såkaldt understøttende undervisning.
“Det kunne for eksempel være en tømrer, der underviser i de ekstra timer om eftermiddagen. Men selvfølgelig ikke i de “rigtige” skolefag som dansk og matematik,” siger Susanne Eilersen.
Hun erkender, at den lokale måde at rulle skolereformen ud har en del mere elastik og flere usikkerhedsfaktorer, end den udlægning reformen fik umiddelbart efter at den blev vedtaget i Folketinget.
“Vi skal bruge den allernærmeste tid på at formulere en fælles forståelse for, hvordan det hele skal gøres. Og det er en proces, både kommunen, politikerne, lederne, lærerne og pædagogerne skal være med i,” siger Susanne Eilersen.