Chauffør sigtet for uagtsomt manddrab
Dan Jensen
Den lastbilchauffør, der natten til i går var indblandet i en tragisk ulykke på motorvejen ved Sønder Borup syd for Randers, hvor to mænd omkom, er blevet sigtet for uagtsomt manddrab.
Den 38-årige chauffør, der er fra Sønderjylland, er stadig meget påvirket af ulykken og derfor venter politiet med en egentlig afhøring, skriver ekstrabladet.dk.
Der er ikke mistanke om spirituskørsel, og det er fortsat uvist, hvad der præcist førte til den voldsomme trafikulykke.
Politiets bilinspektører gennemgår de implicerede køretøjer for at komme nærmere en årsag.
De to omkomne kørte i en varebil efterspændt en trailer, da de blev påkørt bagfra af lastbilen.