Kratløberen

Egentlig kunne man måske kalde det for et smukt dyr, hvis altså ikke lige det var fordi, biller sjældent er sådan rigtig fotomodel-smukke.
Men blandt biller er der sikkert en fyr, der er pæn i tøjet og maskulin at se på, men pas på med at lade dig charmere.
En kratløber er en ond fætter, der kun tænker på sig selv og gerne tromler alt på sin vej.
Den er grådig. Vildt grådig. Og den tager alt på sin vej. Levende eller dødt. Det betyder intet. Bare den bliver mæt.
Grådighed er en af de syv dødsynder, og man forstår det jo egentlig godt, for grådighed er meget lidt sympatisk.
Kratløberen er selvfølgelig ligeglad med det faktum, for dens natur er bare at være grådig.
Der er naturens orden ret simpel. Det gælder om at overleve, og hvis det kræver at andre må dø, så må det være sig sådan. Der er ikke plads til følelser, når man er en bille.
Men vi mennesker er anderledes end det. Nok er vi dyr, ganske som billerne er det, men vi har fået en hjerne, der kan bruges til mange ting, og derfor kan vi gennemskue mange flere ting end billerne kan. Vi har følelser, og vi kan endda sætte ord på dem.
Og når vi møder grådighed på vores vej, jamen så stopper vi op og snapper efter vejret.
Grådighed er nemlig meget u-charmerende, ja måske endda på grænsen til øretæveindbydende.
Men grådighed er også en menneskelig følelse at have. Vi er alle en smule grådige, for mere vil gerne have mere. Og sådan er det i alle samfundslag.
Det er vel derfor, at der er hash-sælgere, der sælger endnu mere hash. Ikke fordi de skal gøre det for at få smør på brødet, men fordi de ønsker flere penge end de har.
Og det er vel derfor der er velbetalte politikere, der ønsker at få selv den mindste chokoladebar refunderet, for tænk sig hvis man dog selv skulle få pungen op af lommen.
Og det er vel derfor, der er amerikanske investeringsselskaber, der ønsker at tjene penge på vores energiforsyning, og endda - åbenbart - sende overskuddet ud af Danmark og i retning af et skattely, for hvem gider da betale skat?
Det er der ingen grådige mennesker der gør.
Jeg er træt af grådighed. Det er i orden, at kratløberen er det, for det er den programmeret til, men det er ikke i orden, at vi mennesker er.
Problemet er, at penge er jo meget rare at have, så mange penge må være meget mere rare at have. Det er vel derfor man ser yderst velbetalte sportstjerner rage til sig, mens der er langt mellem historier om velbetalte sportsstjerner, der deler ud af deres overskud. Måske til fattige børn.
Og der er langt mellem politikere herhjemme, men især i det store udland, der ikke har svært ved at rage til sig, men straks har sværere ved at give.
Vi er alle lidt grådige, men det virker til, at jo flere penge man har, jo mere grådig er man.
Så er det jo godt, at man trods alt ikke har så mange penge, for så behøver man ikke at ligne en kratløber.
De er ellers som sådan smukke at se på, når de kommer småløbende i deres pæne jakkesæt. Men mange venner har de ikke.
PS: Så er SF ikke længere med i regeringen, men den tidligere SF-transportminister nåede desværre lige at smadre Vejle Fjord med en unødvendig togbro. Håber den bro bliver spist af sultne kratløbere, inden den overhovedet påbegyndes.