45 ekstra medarbejdere skal reducere ventetid hos Psykiatrien
Psykiatrien i Region Midtjylland har netop ansat 45 ekstra medarbejdere, der skal hjælpe med at reducere ventetiden på psykiatrisk udredning og behandling.
De er trukket i arbejdstøjet i Holstebro, Herning, Horsens, Viborg, Skive, Randers, Silkeborg og Risskov.
Indsatsen med at reducere ventetiden har topprioritet, fortæller lægefaglig direktør Per Jørgensen. For den 1. september i år træder første fase af den nye udrednings- og behandlingsret for psykiatriske patienter i kraft, og så skal psykiatrien være klar til at udrede patienterne meget hurtigere end i dag.
Psykiatrien arbejder hen imod en max ventetid på fire uger, og i øjeblikket er der i alt 1.669 patienter, der har ventet over fire uger på udredning/behandling. Heraf er 332 børn og unge.