Motorcyklist dræbt på Tørvebryggen
Dan Jensen
En 34-årig mand fra Randers mistede i går sidst på eftermiddagen livet i en trafikulykke på Tørvebryggen i Randers.
Manden kørte på motorcykel mod vest, altså i retning ud af byen, og påkørte i krydset ved Hospitalsgade en personbil, der svingede til venstre ind på Hospitalsgade.
Bilen blev ført af en 20-årig kvinde fra Randers, og hun slap
umiddelbart uskadt, men var stærkt chokeret efter ulykken, der skete klokken 17.38.
Politiet har lavet undersøgelser på ulykkesstedet i samarbejde med Bilinspektøren med det formål at få klarlagt årsagen til ulykken.
Den 34-åriges familie er underrettet, oplyser Østjyllands Politi.