Sygeplejersker forudser fyringer
Dan Jensen
Patienterne på landets sygehuse vil i nærmeste fremtid opleve, at sundhedspersonalet får mindre tid til dem.
Det mener Dansk Sygeplejeråd, der forudser fyringsrunder på sygehusene, som konsekvens af den netop indgåede økonomiaftale mellem regeringen og regionerne.
Ifølge aftalen skal sygehusene i blandt andet Region Midtjylland øge aktiviteten med to procent i 2015. Langt størstedelen af aktiviteten skal finansieres via øget produktivitet.
”Da en betydelig del af regionernes udgifter består af løn, vil vi se fyringsrunder og andre store besparelser som konsekvens af aftalen. Det er rigtigt alvorligt for både personale og patienter,” siger sygeplejerskernes formand Grete Christensen.