29-årig fængslet for dødstrusler mod ekskæreste
Dan Jensen
En 29-årig mand blev i går ved retten i Randers fængslet i en sag om trusler på livet.
Manden blev anholdt onsdag aften på en adresse i Hinnerup for at have fremsat dødstrusler mod sin 24-årige ekskæreste, der også er fra Hinnerup.
Ifølge Østjyllands Politi er truslerne sket via telefon i form af sms og beskeder.
Den 29-årige var, da han blev anholdt, i besiddelse af et oversavet jagtgevær med patroner.
Han er fængslet for fire uger.