Inhabile politikere kan få vindmølle-sag til at gå om
Dan Jensen
Vindmølle-modstanderne i Norddjurs Kommune ser ud til at have vundet en foreløbig sejr over kommunen.
Et advokatfirma vurderer ifølge DR, at planen om seks næsten 150 meter høje vindmøller i Hevring Ådal ved Ørsted er ugyldig, fordi to politikere i kommunalbestyrelsen er inhabile.
- Der er rejst spørgsmål om habilitet, og det er vi nødt til at tage stilling til, siger den socialdemokratiske borgmester Jan Petersen til DR.
I eftermiddag skal politikerne i økonomiudvalget beslutte, om deres to kolleger er inhabile.
Hvis det ender med et ja, så skal hele sagen gå om igen, og det vil forsinke projektet, siger Jan Petersen.