55 sager om tilslutningspligt bliver genvurderet
Randers Kommune har netop modtaget en række afgørelser fra Energiklagenævnet om den såkaldte tilslutnings- og forblivelsespligt til Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarmeværk og Værum-Ørum Kraftvarmeværk.
Mens afgørelserne betyder, at kommunens beslutning om tilslutnings- og forblivelsespligt i de to områder er korrekt, så skal kommunen genbehandle 55 sager i Uggelhuse-Langkastrup om fritagelse fra pligten.
Klagerne har fået ret i, at en fritagelse fra tilslutningspligt ikke kan være midlertidig, sådan som Randers Kommune havde afgjort.
Randers Kommune har fulgt en vejledning fra Energistyrelsen, der siger, at en fritagelse kun gælder i et specifikt anlægs levetid. Og at fritagelsen dermed kun er midlertidig. Det er Energiklagenævnet ikke enig i. Hvis en borger anskaffer sig et nyt vedvarende energianlæg, vil fritagelsen som udgangspunkt også gælde det nye anlæg.