Renere badevand i Norddjurs
Dan Jensen
Norddjurs er en af de sommerhuskommuner, der er længst fremme, når det handler om at sikre badevandskvaliteten.
Blandt andet er der stort set ingen risiko for overløb af spildevand i forbindelse med kraftigt regnvejr. Forklaringen er at regnvand og spildevand har fået hvert sit kloaksystem i byerne på nordkysten.
Desuden betyder sidste års lukning af renseanlæggene i Bønnerup og Fjellerup, at der ikke længere lukkes bakterieholdigt vand ud i havet.
Endelig er AquaDjurs næsten færdige med at kloakere samtlige sommerhusområder i Norddjurs. Blandt andet er to campingpladser i Skovgårde lige blevet kloakeret, og sidste etape i Skovgårde bliver færdig i løbet af et års tid.