Grillbar i Mariager udsat for væbnet røveri
Bent Larsen
Havnens Grill og Pølsebod i Mariager var i aftes udsat for væbnet røveri.
Kort efter lukketid, ved 22-tiden, kom de to røvere ind på grillen, og den ene af røverne truede med en pistol personalet til at udlevere et endnu ikke opgjort kontantbeløb.
Røverne var maskeret med viskestykker foran underansigtet, og de beskrives som sidst i 20-erne. Den ene var mellem 195 og 197 centimeter høj og iført tynde, grålige joggingbukser med skrift og en stor jakke. Den anden var 160 til 165 centimeter høj, spinkel og iført en lidt for stor jakke.
Efter røveriet flygtede de i retning mod Randers i en hvid personbil, muligvis en Peugeot der var forsynet med nummerplader - UB 95 219, der formentlig er stjålet fra en bil i Mariager.