Tre års fængsel for forsøg på giftmord
En 34-årig mand fra Ryomgaard er i dag ved Retten i Randers idømt tre års fængsel for drabsforsøg med giftstoffet abrin og for selve anskaffelsen af det livsfarlige stof. Det skriver Ritzau.
Det indkøbte giftstof er blevet undersøgt på Center for Bioforskning og Beredskab, der vurderer, at de fire milliliter abrin fundet hos den 34-årige kan slå mellem to og 20 mennesker ihjel.
Den 34-årige østjyde har under afhøring hos politiet forklaret, at giftstoffet var bestilt for at slå en ukendt ekskæreste til en ukrainsk kvinde ihjel.
Den 34-årige, der havde mødt kvinden på nettet, var bange for at miste hende til ekskæresten.
Den 34-årige har dog forklaret politiet, at han senere mødte en ny kvinde over nettet og derfor droppede planerne om at slå ekskæresten til den første kvinde ihjel.
Anklageren havde krævet fem års fængsel i sagen.