Narkodømte får nedsat straf
Fem narkodømte unge fra Grenaa fik i går deres straffe nedsat væsentligt i Vestre Landsret.
I Retten i Randers blev alle fem unge i januar idømt hårde straffe for flere tilfælde af indsmugling af narkotika, blandt andet blev tre af dem dømt for indsmugling af fem kilo ketamin.
Men dette forhold har landsretten frifundet dem for.
Det betyder, at hovedmanden i sagen - den 21-årige Frederik Præst - fik nedsat sin straf fra otte års fængsel til fem års fængsel.
To andre unge, der begge er 19 år, fik i byretten hver fem års fængsel, men i landsretten slap den ene med tre måneders fængsel, mens den anden blev frifundet.
Frederik Præst blev i landsretten dømt for indsmugling af 159 gram kokain og knap halvandet kilo MDMA, som bruges i ecstasypiller, fra Amsterdam.
To medgerningsmænd i denne del af sagen fik i landsretten nedsat deres straf fra hver fire års fængsel til tre års fængsel.