Her forsvandt Kamilla
Der er stadig ingen spor af Kamilla Hantusch. Politiet offentliggør nu kort over hendes rute, da hun forsvandt
En intens eftersøgning af 22-årige Kamilla Hantusch, der lørdag aften forsvandt i Padborg, har ikke givet resultat.
Derfor offentliggør politiet nu et kort med de ruter, hun sandsynligvis har valgt en af for at gå fra Frøslevvej, hvor hun skiltes fra et familiemedlem og den forholdsvist korte vej rundt om skolen og til Teglgårdsvej, hvor hun bor.
Hvis nogen har været i det område lørdag aften frem til midnat, vil politiet meget gerne i kontakt med dem. Uanset om de mener at have set noget eller ej.
Politiet har mandskabsmæssigt haft mange ressourcer i gang – det gælder både hundeførere og efterforskere. Flere lokale borgere har spurgt politiet, om det vil være en god idé at starte private eftersøgninger i byen eller på nærliggende grønne område.
Og ifølge politiet er det altid en god ide at kigge efter i f.eks. garager, udhuse, skure og kældre, men hvis der bliver gået på større områder, hvor politiets hunde efterfølgende skal søge, kan det gøre hundenes eftersøgning vanskeligere.
Hundene bliver sat ind i områder, hvor politiet enten får henvendelser om, at det kunne være interessant at søge, eller hvor afhøringer gør det relevant.
Hvis man derimod observerer noget usædvanligt, når man for eksempel er ude på løbe- cykle eller gåture i naturen, vil politiet selvfølgelig meget gerne høre om det straks. Da Padborg jo ligger tæt på den tyske grænse gælder det selvfølgelig også i den tyske del af nærområdet til grænsen.
"Jo længere tid, der går, jo klart mere bekymrende er den unge kvindes forsvinden selvsagt. Men politiet kan fortsat ikke sige noget om hvor vidt Kamilla er forsvundet af egen vilje, om hun har været udsat for en ulykke, eller om nogen har gjort hende noget," oplyser Helle Lundberg fra politiets kommunikationsafdeling.
Henvendelser kan ske på telefon 114 til Syd- og Sønderjyllands Politi.