Kvinde dømt for tyveri fra bankkunder
Dan Jensen
En 47-årig tidligere bankrådgiver er idømt et års fængsel efter at hun i en periode på fire år stjal 744.000 kr. fra tre kunder hos Nordea i Hammel.
En del af dommen ved retten i Randers blev gjort betinget, så hun skal afsone tre måneder.
Desuden skal hun inden for otte måneder udføre 150 timers samfundstjeneste og i den periode være under tilsyn af Kriminalforsorgen.
De 744.000 kr. stjal hun ifølge stiften.dk over 12 gange, hvor hun overførte penge fra tre forskellige kunders konti til to selskaber, som hendes mand driver.
Kvinden har efterfølgende betalt alle pengene tilbage.