Sæler skal selv fortælle, hvad de synes om havvindmøller
Midt i september var et hold forskere fra Aarhus Universitet sammen med skotske og tyske kolleger på jagt efter en ganske særlig type nye medarbejdere på Anholt.
Det lykkedes at få fat i elleve unge individer, der den kommende tid skal hjælpe forskerne ved at levere en hel masse data via små sendere, som de har fået påmonteret. De nye medarbejdere er af racen spættet sæl.
Formålet med at sætte sendere på sælerne er at kunne følge hvor de færdes og specifikt at finde ud af, om de holder sig væk fra Anholt Havmøllepark, som ligger i Kattegat mellem Djursland og Anholt, eller om de måske tværtimod er tiltrukket af området.
Nogle nye forskningsresultater fra Holland og England viser, at nogle individer blandt sæler faktisk har specialiseret sig at benytte havmølleparkerne til at søge føde.