Ni brande i Roskilde
Nytårsnat var Roskilde Brandvæsen ude til ni forskellige brande rundt omkring i Roskilde by.
Alligevel betegner indsatsleder Morten Nielsen det som en rolig nytårsaften. Også selvom det ærgrer ham, at brandvæsnet blev beskudt med fyrværkeri et enkelt sted.
De fleste af brandene var skure, containere og skraldespande, der var blevet sat ild til.
Mens to af dem var på henholdsvis en altan og i et kælderrum.
På beredskabsstationen var alle mand kaldt på arbejde både heltids-, deltidsansatte og frivillige.
Brandfolkene starter altid denne helt specielle aften med en god frokostmenu, som de nyder i hinandens selskab og sammen med koner og kærester.
- Klokken lidt over 24 sagde jeg, at nu går der kun et par minutter, før det første opkald kommer. Og i samme øjeblik blev vi kaldt ud, fortæller Morten Nielsen.
Derefter gik det slag i slag med meldinger om diverse mindre brande.
Klokken 6.23 kørte brandvæsnet ud for sidste gang den nat. Det var til en containerbrand i Jyllinge.