Fitnessdk giver råd om kost og træning
Deltagerne i Køge på Vægten kan se frem til gode råd og vejledning fra fitnesscentret Fitnessdk i Den Hvide By under konkurrencen.
SUNDHED: Langt over 200 deltagere har allerede nu meldt sig til at gå på kur sammen i konkurrencen "Køge på vægten 2014", som starter i Køge Hallerne lørdag den 11. januar, og de kan se frem til solid og fagligt funderet støtte fra start til slut i konkurrencen.
Fitnessdk i Den Hvide By har nemlig lovet at stå klar med en række gode råd og vejledning om valg af kost og motion under hele konkurrencen på hjemmesiden www.koegepaavaegten.dk.
- Under hele perioden med Køge på Vægten vil vi være med på chatten, hvor vi vil give dig ugentlige kost- og træningsråd, således at du kan få et godt afsæt for din træning, fortæller souschef Tanja Lykke fra Fitnessdk i Den Hvide By.
Man kan allerede møde Fitnessdk i forbindelse med indvejningen i Køge Hallerne lørdag den 11. januar klokken 15-18, hvor fitnesscentret har sin egen stand. Desuden deltager Fitnessdks instruktører også med en sjov og udfordrende træningsevent i forbindelse med den afsluttende udvejning samme sted lørdag den 8. marts.
- Vi starter i øvrigt et særskilt otte ugers slankeforløb op i Fitnessdk i januar, som også du har mulighed for at deltage i, såfremt du er medlem i Fitnessdk. Er du ikke medlem, kan du melde dig ind gratis til og med den 15. janar, oplyser Tanja Lykke.
Flotte præmier
Der er i øvrigt stadig masser af tid til at melde sig til konkurrencen, hvor der udover vægttabet også er chance for at løbe med en af en række flotte præmier.
Sidste år deltog omkring 1000 mennesker i Køge på Vægten, og alle kan være med og konkurrere på lige fod med hinanden. Vægttabet undervejs i de otte uger måles nemlig ikke i kilo men i procent af startvægten.
- Kolleger, familier og venner kan finde sammen på tværs af alder, køn og vægt. Og det kræver blot at man tilmelder sig og deltager ved indvejningen den 11. januar og igen ved udvejningen otte uger senere. Imellem de to datoer planlægger man selv sin indsats og vægttab. Kan holdet tabe cirka 10 procent af sin vægt i løbet af de otte uger, er der gode chancer for at løbe med hovedpræmien på 10.000 kroner, lyder det fra arrangørerne.
Og derudover er der altså sikkerhed for en sund start på året med sammenhold om sundhed og motion.