ESCO-samarbejde skudt i gang
Bent Larsen
I går markerede Favrskov Kommune opstarten på samarbejdet med energiselskabet El:CON i Bøgehaven i Hadsten, hvor udvalgsformand Kurt Andreassen var med til at sætte en ny LED-lampe op.
Allerede i juni måned blev projektet med skiftet til de nye energibesparende LED-armaturer så småt begyndt i Hadsten, men i går blev det mere officielt markeret, at den 15-årige ESCO-aftale, et samarbejde mellem en offentlig myndighed og en privat operatør på energiområdet, med EL:CON nu er i gang.
Den handler om renovering, drift og vedligehold af kommunens vejbelysning. Aftalen giver en årlig driftsbesparelse på cirka 4,75 millioner kroner, og samtidig er den energibesparende belysning godt nyt for miljøet.