De nominerede til årets lederpris er...
Tre ledere er nomineret til Idrætsrådets Lederpris 2013
Ligesom Esbjerg Kommunes Idrætspris til udøvere, har kommunens mange ledere også deres egen pris. Det er Esbjerg Idrætsråd der uddeler Lederprisen, og i år er tre nominerede til den.
Den ene - også feltets eneste kvinde - er Esbjerg Svømmeklubs Birthe Rasmussen.
Hun har siden 2005 været aktivt involveret som leder i Esbjerg Svømmeklub. Først i West Swim og siden i den nye fusionsklub Esbjerg Svømmeklub. Formand for West Swim fra 2005 til 2013. I dag kasserer og fortsat en drivende kraft i klubbens hverdag.
Hun kom til på et tidspunkt, hvor West Swim reelt var i store økonomiske vanskeligheder og formåede at få styr på både økonomi og organisation.
Jørgen Pedersen fra Ribe Gymnastikforening er også nomineret til årets lederpris. Han er indstillet på baggrund af sit store engagement såvel i ledergerning og som udvalgsmedlem i Ribe gymnastikforening. Jørgen har i mange år siddet som aktivt udvalgsmedlem og formået med sin motivation og engagement, samt med sin vilje at udvikle og forny Ribe gymnastikforening.
Han har evnen til at skabe en ramme for unge og nye instruktører, så de altid ved at han er klar til at hjælpe både med sin tilstedeværelse og i form af praktiske opgaver.
Sidst, men ikke mindst, er også IF 92's formand, Richard Lassen indstillet til prisen som årets leder.
Han er formand på tredje år, hvilket er et stort arbejde, da klubben udover at være stor også har mange medlemmer af anden etnisk herkomst. Således er omkring 50 procent af medlemmerne i børne- og ungdomsafdelingen anden generations indvandrere mod 25 procent i seniorafdelingen.
Udfordringerne er store og forskellige, men Richard kører på med en voldsom positiv entusiasme og er altid løsningsorienteret.
Årets lederpris uddeles ved Idrætsfesten den 31. januar i Musikhuset Esbjerg.