Fortsæt til indhold

Konfirmand 2014

Kort og bart. Casual og cool. Sådan lyder trendene indenfor årets konfirmandmode, som Nielsens viste frem i Esbjerg Storcenter

Arkiv
Louise Ritter

Prinsesse for en dag. Den følelse var engang forbeholdt brude i det store skrud, men ligesom med så meget andet, så rykker grænserne sig også her, og i dag træder mange konfirmander ind i de voksnes rækker iført smukke, hvide strutkjoler til flere tusinde kroner. Og 2014 bliver ingen undtagelse. I hvert fald ikke at dømme ud fra dette års første konfirmandmodeshow i Esbjerg.
Her suger masser af konfirmander og deres forældre til sig af årets konfirmandtrends på tøjfronten.
Det er Nielsens i Esbjerg Storcenter, der traditionen tro bruger årets første weekend til at vise deres bud på konfirmanden anno 2014 frem.
“Målet er selvfølgelig at inspirere de kommende konfirmander,” siger Lotte Nielsen fra Nielsens, der ved modeshowets start informerer både børn og forældre om, at forretningen normalt melder udsolgt af visse kjoler efter allerede et par uger, og at alle bytteregler er suspenderet, således at kjoler købt i dag kan byttes helt frem til konfirmationerne tager fart i foråret. For selvfølgelig handler det først og fremmest om at sælge. Men flere vælger alligevel at lade det blive ved inspirationen, men den er der tilgengæld også meget af.
“Også konfirmandmoden skifter år for år. Her i 2014 skal den for pigernes vedkommende være kort og med bare skuldre. Gerne tilsat et par All Star sko for at trække det hele lidt ned,” siger Lotte Nielsen.
Også drengene må gerne være tilsat et touch af afslappethed. Væk er slips og stive skjortekraver til fordel for casual t-shirts, striktrøjer og bukser med farve på.