Fortsæt til indhold

117 køkkenmedarbejdere skal efteruddannes

22 nye medarbejdere bliver ansat i jobrotation, når alle medarbejdere i Esbjerg Kommunes Køkkenområde i løbet af foråret skal udvikles fagligt og personligt

Arkiv
Arkiv

Det er et omfattende program, som KursusCenter Vest og Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune i samarbejde har sat sving i. Alle køkkenområdets 117 medarbejdere skal på forskellige hold på tre ugers efteruddannelse i faglig og personlig udvikling i løbet af foråret 2014.
“For det første er det længe siden, at der har været efteruddannelse på Køkkenområdet. For det andet lever vi i en meget omskiftelig tid med fokus på økonomi. Så vi har brug for medarbejdere, som er omstillingsparate og klar til fremtiden,” siger Pia Busk, som er leder af køkkenområdet i Sundhed & Omsorg, Esbjerg Kommune.

Ledige får vikariat

Det store efteruddannelsesprogram åbner en dør for 22 ledige, som er ansat i jobrotationsordning. For hver time kommunen har en medarbejder på efteruddannelse, får den tilskud til en vikar.
“Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis vi ikke havde den mulighed, for så skulle vi ud og aflønne over 22 medarbejder, og det har vi ikke midler til. Desuden ser vi også jobrotation som en mulighed for at være en del af det, hvis nogle af de ansatte vikarer skulle få en interesse i at tage en uddannelse i den retning,” forklarer Pia Busk.

To fuldtidsstillinger

Vikarerne er allerede ansat og er gået i gang med et to ugers kursus på KursusCenter Vest, så de bliver klar til det nye arbejde. På KursusCenter Vest betyder det store efteruddannelsesprogram også noget, oplyser virksomhedskonsulent Kirsten Sinding:
“Vi skal bruge undervisere i hvad der svarer til to fuldtidsstillinger, siger Kirsten Sinding, som har været med til at sammensætte efteruddannelsesprogrammet efter Esbjerg Kommunes ønsker.”