Fortsæt til indhold

Forkælelse til pressede mødre

Lonnie Østergaard og Relax Wellness Center i Køge inviterede 25 mødre til syge børn inden for til en dag med ren forkælelse.

Arkiv
Martin Rasmussen

WELLNESS: 25 hårdtprøvede mødre til kræftramte børn og børn med andre sygdomme mødtes søndag den 5. januar til forkælelsesdag hos Relax Wellness Center i Køge, hvor Lonnie Østergaard, Life Event, havde arrangeret et pusterum for dem i en ellers ofte vanskelig hverdag.
- Mødrene blev i den grad forkælet. De fik både massage, ansigtsbehandling, ansigtszoneterapi, fodbehandling samt en tur i udendørsspaen med en drink og lidt frugt til. Det hele sponsoreret af Relax wellness center, fortæller Lonnie Østergaard.
Frisør Nadia fra Bullcut i Strøby og klippesalonen Bettina og Christina kiggede også forbi på dagen, så mødrene også kunne få klippet og ordnet håret ved samme lejlighed. Yderligere var der to udefra kommende massører, Marianne fra massage-massage.dk og massør Mercedes, som også gjorde er stort stykke arbejde på dagen, hvor Sandwich cafeen i Køge, Bruno's bageri i Strøby Egede og Netto i Strøby Egede sørgede for mad, drikke og kage på dagen.
- Jeg er meget glad og dybt taknemmelig for, at så mange mennesker har valgt at sponsorere mit projekt Life Event for mødre med alvorligt syge børn. Jeg har selv en søn på fire år, som har været i kemobehandling i et år for en cancerlignende sygdom, men som heldigvis nu er rask, så jeg ved, hvor vigtigt det er at få et pusterum engang imellem fra sygdom, hospitaler og isolationen i hjemmet, fortæller Lonnie Østergaard.
- Med Life Event kan jeg være med til at skabe pusterum for disse mødre, som ofte er meget isoleret i hjemmet og på hospitalet med deres immunsvækkede barn. Med et event som dette kan mødrene igen få tanket op med ny energi og forhåbentlig bedre kan komme igennem en ellers hård og barsk hverdag med et alvorligt sygt barn, forklarer hun.
Det er Lonnie Østergaards tredje event for de hårdt prøvede mødre. Man kan kontakte Lonnie Østergaard på mail: lifeevent5054@gmail.com, hvis man har ideer til kommende events eller vil støtte initiativet på anden vis.

Dagen hos Relax Wellness Center bød på alle mulige forskellige former for behandlinger.
Lonnie Østergaard med sine to børn - storebror Sander til venstre og Casper til højre.