Positivt med fokus på sælproblematik
Et flertal på Christiansborg er for første gang klar til at regulere antallet af sæler i danske farvande. Det glæder formanden for udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune, Connie Høj (V)
Flertallet, der tegner sig på Christiansborg for at regulere sælbestanden, består af ordførere fra Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre.
Varde Kommune har haft problemer med, at sælerne fra Vadehavet er gået op i Varde Å-system og har spist af fiskene.
”I Varde Kommune har vi længe været opmærksomme på det problem, at der er en stor bestand af sæler i Vadehavet. I den forbindelse har sportsfiskerne har orienteret om, at der ét år under el-fiskeriet efter gydefisk er konstateret bidemærker på 40 % af fiskene. Mere lokalt oplever vi, at sælerne nogle gange går op i Varde Å-system, og spiser de fisk, som sportsfiskerne gerne skulle fange. Sælernes tilstedeværelse i Varde Å-system er unaturlig, og det vidner om, at der i øjeblikket er en bestand af sæler, der er blevet for stor, og som derfor eventuelt kunne reguleres”, siger Connie Høj (V), fungerende formand for udvalget for Plan og Teknik.
Udvalgsformanden er opmærksom på, at internationale fredningsaftaler kan komme i vejen for en regulering af sælbestanden, men hun glæder sig over, at der nu er politisk vilje til at se på problemet.
”Min forgænger på posten som udvalgsformand Preben Olesen (V) har tidligere været i dialog med de lokale sportsfiskere i Varde Kommune om denne og andre problematikker, så vi ved, at sælen udgør et problem, fordi bestanden er blevet så stor. Fiskevandets kvalitet er vigtigt for Varde Kommune, derfor er det også vigtigt, at vi hele tiden er opmærksomme på, at balancen i naturen opretholdes. Af hensyn til netop balancen i naturen er det min opfattelse, at der pt. er god ræson i at tage stilling til, om sælbestanden skal reguleres”, slutter Connie Høj (V), fungerende formand for udvalget for Plan og Teknik.